logo
More...

    MATHIAS

    En god dag på arbejde er, når jeg går hjem med en god følelse i maven. Det er heldigvis de fleste dage.
    Venner og familie spørger mig altid, om det ikke er hårdt at arbejde med stofbrugere og mennesker, der har det så svært. Og jo, det er det. Men jeg finder kanon stor glæde og mening i mit arbejde her. De små ting gør hele forskellen. Vi arbejder jo med en gruppe mennesker, der ikke er vant til at blive lyttet til og få særlig meget hjælp. Jeg kan relativt nemt gøre en stor forskel for dem, og de er enormt taknemmelige.

    Mit succeskriterie er ikke nødvendigvis, at alle mine patienter er i konstant bedring, trives og gerne vil lægge stofferne på hylden – hvis det var ambitionerne, så skulle jeg ikke arbejde her, for det sker ikke så tit, at det går den snorlige vej. Men det er et succeskriterie, at jeg har set de patienter, jeg har i forløb, og at de har fortalt mig, hvordan det går. Det vigtige er, at de er kommet til mig, og haft lyst til at åbne op. Båndet og tilliden.

    Grundstenen i vores succes er, at vi respekterer folks egne ønsker. Vi arbejder skadesreducerende, hvor det gode liv er vigtigere end stoffrihed. Jeg skal ikke dømme, hvad det gode liv er. Nogen synes, at det gode liv består af et lille hus, solskin og heroin. Og så er det fint.

    Som sygeplejerske er jeg jo vant til at handle hurtigt og effektivt – identificere problemet, finde løsningen og videre i teksten. Det går ikke her. Man må virkelig kæmpe imod sin problemløsende handlelyst i det her job, for vi tager tingene i patientens tempo og på patientens præmisser. Det kan da godt være, at jeg synes at det bedste ville være at behandle patienten for det ene og det andet og sætte gang i en nedtrapning, skrive op til en lejlighed osv. osv. osv. Men det må jeg lægge på hylden. Her tager vi udgangspunkt i hvad patienten selv vil, og hvad han fortæller. Vi går ikke ind og dikterer, hvad der skal ske – alt er med udgangspunkt i patientens ønsker. En patient kommer måske ind med et sår på hånden. Det behandler vi selvfølgelig. Men såret på hånden er andet og mere end et sår – det er et nøglehul til resten af mennesket. Når såret er behandlet, og vi har opbygget et tillidsbånd, kan snakken så falde på andre ting. Har han et sted at sove? Går han rundt med ondt i brystet pga. for højt blodtryk? Hvordan tager han hånd om sit misbrug? En mand som ham jeg tænker på, har jo ikke kontakt til sundhedssystemet ellers. Han er vildt bange for at komme på hospitalet eller gå til læge, fordi han oplever at blive stigmatiseret som stofbruger.

    Man kan ikke undgå at have forforståelser. Det havde jeg da også, da jeg startede her. Jeg havde aldrig kendt nogle stofbrugere, og havde måske en forestilling om at de ikke havde andet i hovedet end stoffer. Jeg er virkelig blevet overrasket over, hvor nemme folk er at tale med. Jeg har haft timelange samtaler om fodbold, bordtennis, vejret, barndomsminder og alt muligt andet. De samtaler bygger en relation, så vi senere kan tale videre om helbred og om stofbrug. Jeg har efterhånden fundet ud af, at de der almindelige samtaler om stort og småt kan gøre en kæmpe forskel for patienterne.