logo
More...

MICHELLE

Jeg har ikke sovet så godt i nat. Jeg sov hos en kunde, men vi endte på en smal briks i en iskold båd nede i havnen. Så lå jeg bare der.

Nej tak du.

Så gik jeg ned på Reden, og så var der bare en der snorkede og snorkede. Hold nu kæft. Så lå jeg bare der og tankerne kørte rundt. Så kl fem stod jeg op og gik ud for at finde en sten. Det var fandme svært på den tid, men det lykkes til sidst.

Jeg sover aldrig rigtig godt. Lige meget om jeg er i København eller hjemme i min lejlighed i Sorø. De sidste ti år har jeg været frem og tilbage mellem Vesterbro og Sorø. Når jeg har været i København nogle måneder bliver jeg rigtig træt og trænger til at komme hjem. Når jeg har været hjemme nogle måneder bliver jeg rastløs og trænger til at komme til byen. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan.

Jeg er 48, så jeg er ved at være for gammel til at huje rundt herinde og arbejde med sex, men jeg kan ikke holde det ud derhjemme. Der sker ingenting. Jeg bliver så rastløs og får lyst til at se mennesker. Feste. Sex. Og så ryger jeg en tur til Vesterbro.

Denne her tur har været lang. Ni måneder siden jeg har været hjemme. Jeg har også tabt mig ti kilo. Jeg var sikkert død for længst hvis det ikke havde været for Sundhedsrummet og cafeen. Sygeplejerskerne i Sundhedsrummet har reddet mig engang jeg havde fået en overdosis af en slags. Og de har hjulpet mig med mine smerter. Jeg får akupunktur af dem i stedet for mere medicin – jeg får også rigeligt mod alt muligt, så det er nok meget godt. Jeg har også alle mulige problemer med mit underliv, men jeg hader hospitaler og den slags. De kan ikke finde ud af at behandle en ordentligt, bare fordi man er stofbruger og sexarbejder. Så har de fordomme. Men så tager Sundhedsrummet tit med mig. Så er det ok.

Jeg kommer faktisk forbi Sundhedsrummet næsten hver dag. Det er ligesom en slags holdepunkt. Her på det seneste har jeg talt med lægen og sygeplejerskerne om, at jeg skal til at lære mig selv at kende. De hjælper mig med at finde noget terapi, så jeg kan finde ud af hvem Michelle er og blive bedre til at passe på mig selv. Mit problem er, at jeg ikke kan sige nej. Jeg hjælper altid andre før mig selv. Og det er hårdt i det her miljø. Mange i stofmiljøet bliver meget egoistiske og nærige – men sådan har jeg aldrig haft det. Folk kan blive helt chokerede, hvis vi sidder og deler noget kokain over at jeg uden vrøvl lader de andre ryge de store sten og selv tager de små. Men sådan er jeg. Jeg gider sgu ikke konflikter over stoffer. Alt for husfreden.

Sådan er jeg bare – jeg kan godt lide at hjælpe de andre. Det er også derfor, jeg tit hjælper til i cafeen i Den Runde Firkant. Jeg hakker grøntsager, serverer kaffe, fejer og alt muligt. Det er sgu rart at gøre lidt nytte. Når jeg arbejder i cafeen, kan jeg sagtens holde mig fra at ryge sten i 8 timer! Uden problemer. Så hygger jeg med de andre og har travlt og tænker slet ikke på det andet. De ved også, at de kan stole på mig. De behøver ikke holde øje med, om jeg tager af kassen eller husker at vaske hænder. De stoler 100 procent på mig, og det kan de også sagtens gøre.